Mit navn er Joseph Zanella. Hvordan kom jeg på at bedrive filosofisk terapi?

Jeg har været mange ting og vidt omkring i mit liv. Jeg er Cand. Mag. i filosofi fra Københavns Universitet. Jeg er opvokset om buddhist og katolik, og drømte både om at være præst og munk. Jeg blev ingen af delene, men jeg kan med god samvittighed sige, at jeg har flere livs betroelser som jeg aldrig har sagt videre.

Alt det hører dog fortiden til, og har du internet så finder du selv det meste. Det vigtige er hvad jeg kan gøre for dig nu. Gennem samtaler har vi mennesker altid søgt at tackle vores problemer. Gennem ord, sange, fortællinger og andre kunstnerisk udtryk letter vi vores hjerte og deler med andre.

Det er sådan vi finder os til rette i verden. Det er sådan vi finder os hjemme. Men i en veden som vores hvor alt skal gå hurtigere, kan det være sværet at skaffe sig tid, for ens selv, eller for den som lytter.

Det har været mit ønske, at skabe plads for de nødvendinge samtaler som vi har brug for. Et sted hvor problemet kan kom helt til syne. Hvor vi kan gå rundt om den, banke på den, undersøge den i alle leder og kanter.

Det er min opgave, at hjælpe dig med at gøre problemet håndgribeligt. Noget du kan vende og dreje og studere og lægge til side i selskab med mig, andre eller helt alene. Målet er at problemet, dit problem, ikke længere skal spøge, ikke længere skal hjemsøge, men lægge sig til hvile.

At det ikke længere skal føles som noget indtrængende, tungtvejende eller truende, men som en velkendt del af din sjæl, din psyke. Og måske noget du en dag vil tænke på med nostalgi.

Et ord på falderebet

En af følgerne ved at leve med kunstigt belysning i mørkets timer, er at man helt glemmer hvor lyst natten i virkeligheden er.

Det siges at Mulla Nasruddin, også kaldet Guds tåbe, blev en gang spurgt af en forbipasserende, hvorfor det var han kravlede rundt i gadelygtens skær.

“Jeg tabt en ring” sagde han. “Hvor tabte du den?”, spurgte den fremmede. Mullaen svarede, “Ind i den mørke gyde der!” og pegede.

“Jamen, hvorfor leder du så ikke efter ringen derinde?” sagde den fremmed. Hvortil Mullaen, med en vismands tålmodighed sagde, “Fordi det er her lyset skinner.”

Nogen gange er man nødt til at gå ind i mørket, ikke det ukendt, men blot ikke så velkendt. Og nogen gange er det letter at gøre det med en følgesvend.

Det er mit tilbud til dig. At være din følgesvend, på denne del af din vej.