Samtaleterapi som behandlingsform

“At være, eller ikke at være? Dét er spørgsmålet.”

Samtaleterapi som behandlingsform har eksisteret så længe der har været mennesker til. Som tænkende væsener er vi indrettet sådan, at støder vi på problemer, så ligger det os lige for, at forsøge at tænke os frem til en løsning. Vi formulerer spørgsmål og søger svar på dem. — Hvad er det? Hvorfor er det sådan? Hvad kan jeg gøre ved det?

Ofte gør vi det i samtale med en anden eller flere andre, dvs. vi lægger et problem åbent frem og ser på den sammen. Den behandling af spørgsmål i fællesskab er et væsentligt træk ved samtaleterapi.

De genstridige problemer

Men det sker ofte, for os alle, at vi støder på genstridige problemer. Problemer som ikke ser ud til at have en løsning. At vi, som sådan, ikke kan hitte ud af det. Vores tanker kører i ring og gør os mere og mere omtumlet og ulykkelig.

Når spørgsmål er genstridige og svarene er svært at komme frem til, så bliver vi utilpas. Vi føler at vi, så at sige, kommer skævt ind på livet. At vi ikke passer til. Det er som om livet ikke har den form som giver plads til os som individer.

Vi føler at meningen med vores tilværelse forsvinder.

De forkerte tanker og de rigtige

De mest genstridige spørgsmål er de eksistentielle. Hvem er jeg? Hvorfor er jeg? Hvad skal jeg med mig selv og mit liv? Vi stiller spørgsmålstegn ved vores væren. Ved det at vi overhovedet er til. Det gør os urolig.

Man kan selvfølgelig gøre meget for at dæmpe uroen, for at glemme den, for at dække over den. Men spørgsmålene forsvinder dermed ikke. De kræver et svar. Vi kræver et svar, netop fordi vi søger mening.

Her føler vi os ladt i stikken, hvis en og anden siger: Lad være med at tænke for meget over det. Eller fortæller os at sådanne tanker er forkerte. At vi skal tænke andre tanker som er “rigtige”.

Jordan er flad. Hvad nu?

I filosofien er der ingen forkerte tanker. Alt kan tænkes, fordi alt bliver tænkt af os mennesker.

Forestil dig at et menneske du kender siger: Jorden er flad. Det kan man tage som en forkert tanke, og dermed et symptom på at der er noget i vejen, psykisk eller fysisk. Vi tager afstand til det, og regner det for unormalt. Vi gør det til symptom, og dermed har vi allerede dømt personen syg.

Men vi kunne jo sige: Interessant. Hvad ville det sige? Hvad er konsekvenserne? Lad os følge tanken til ende.

Den filosofiske samtale

I den filosofiske samtale ligger alt åbent. Samtalens udgangspunkt er ikke det, at den ene part har syge tanker. I den filosofiske samtale er det ikke den enkeltes sind og dens bevægelser der er omdrejningspunktet hellere. Her er det, som vi sagde før, hele ens væren der undersøges.

Det betyder, at selv om vi kunne starte med at tale om nogle af konsekvenserne af bestemte tanker. Fx det besværlige ved at få andre til at lytte til en og at få lov til at tale ud om dette og hint. Hvor det og hint jo er et genstridigt spørgsmål der rider en som en mare.

Et spørgsmål som fylder alt. Som forfølger en overalt. Som ser ud til at så tvivl ved hele ens eksistens. Her er det, at tage spørgsmålet under behandling, identisk med det at tage mennesket som stiller spørgsmålet under behandling.

Kort sagt, at tage det alvorligt som menneske.

Filosofisk terapi

Der er form for drøm vi alle kender. Der sker det at vi løber væk fra noget der forfølger os, og vi føler at det haler uomgængeligt ind på os. At flugten er dømt til at mislykkes. Og vi falder og vender os mod det vi frygter.

Og frygten forsvinder. Den bliver afvæbnet, tandløs. Den bliver endnu en del af livet. Hvor der normalt rådes til at vi flygter, siger filosofien: Stil spørgsmålet. Undersøg det nærmere. Tag det under behandling.

Den form for samtaleterapi som filosofien kan byde på, er som en lysning i skoven. En sted hvor lyset når ned til skovbunden, og vinden står næsten stille. Hvor man kan få overblik over vejen bagud, tag bestik af ens situation, og bedre overskue vejen frem.

Et sted hvor tanken, og den tænkende, kan være, alt det de er.